LOGEBYGNINGENS HISTORIE

I.O.O.F.

T

I.O.O.F.

 
  Logeforeningen Odin holdt sine første møder i Jernbanegade 3, den nuværende BGBankbygning, senere flyttede man møderne til Gæstgivergården "Sønderjylland", Munkegade 3. Da foreningen blev institueret som loge, holdt man møder i lejede lokaler i Katrinegade 17, senere i Katrinegade 25 og sidst i lokaler på Hotel "Kolding". I begyndelsen af 1930'erne begyndte man at se sig om efter en egnet byggegrund, og den 17. februar 1931 købtes grunden Hyrdestræde 5. Købsprisen var 19.000 kr.

Br. arkitekt Ernst Petersen udarbejdede de næste år tegninger og byggeplaner, og den 26. april 1933 blev det første spadestik taget af br. Distrikts Deputeret Storsire Guldager på det sted, hvorover overstolen befinder sig.

På logens stiftelsesdag den 14. maj 1933 blev grundstenen højtidelig nedlagt under overværelse af logens medlemmer samt repræsentanter for logerne i Fredericia, Esbjerg, Ribe og Haderslev samt fra rebekkalogerne i Kolding, Fredericia og Haderslev.

Br. Wilh. Steinfath havde forarbejdet et blyskrin, hvori der blev nedlagt et dokument om logen tilligemed en håndbog for Odd Fellow's 1932, Grundlov for loger og logens særlige love, en tegning over bygningen samt de på den tid gældende mønter i Dan- mark. Skrinet blev nedlagt på det sted, hvorover overstolen nu befinder sig.

Bygningen var kalkuleret til 90.500 kr. samt inventar til 19.000 kr., men den endelige pris blev på 114.681,60 kr.

Indvielsen fandt sted på logens stiftelsesdag den 14. maj 1934 under overværelse af logens brødre, repræsentanter for Odins moderloge nr. 5 Fyen, samt alle nabobyernes loger. Herudover deltog byens borgmester Juhl, byrådssekretær Jacobsen, politimester Thalbitzer og redaktørerne fra byens aviser med folketingsmedlem Knud Hansen i spidsen.

I alt ca. 300 mennesker deltog i indvielsen af bygningen, der blev foretaget på en smuk og højtidelig måde af storlogens repræsentanter: br. Storsekretær Engberg, br. Stormarskal Knud Nielsen og br. Storkapellan Alfred Christensen.

Søsterloge nr. 8 Dr. Dorothea havde skænket freskomaleriet af Odin på trappegangen, maleriet er udført af den kendte kunstner Anton Schrøder.

Foruden loge nr. 15 Odin er logebygningen nu hjemsted for 3 andre loger: Broderloge nr. 115 Koldinghus, søsterloge nr. 8 Dr. Dorothea og søsterloge nr. 89 Rebekka samt for patriarklejr nr. 7 Caspar Markdanner og matriarklejr nr. 6 Luna.

Indtil 1999 var logebygningen ejet af broderloge nr. 15 Odin. I dag ejes den i fællesskab af de 4 Koldingloger.

Bygningen er af Kolding Kommune blevet klassificeret som et af byens bevaringsværdige bygningsværker.